Vejledning
Det grundlæggende i behandlingen af småbørnsspisevægring er at lade barnet selv bestemme hvornår, hvor tit, om og hvor meget, det spiser. Det lyder meget enkelt, men er det sjældent, da der er mange andre faktorer, der også har indflydelse på problemstillingen.
Det er derfor vigtigt at pointere, at man ALDRIG selv skal forsøge sig med spisetræning, hvis barnet er spisevægrende!
Man skal som minimum inddrage lægen og sundhedsplejersken i sine bekymringer og drøfte muligheder for behandling med dem. Ved komplekse problemstillinger og altid når der er tale om sondeafvænning, er der behov for at inddrage et specialiseret team. Lægen kan henvise til nærmeste småbørnscenter/børneafdeling, hvor man forhåbentlig kan få kvalificeret hjælp.
Forældrene skal vænne sig til, at de fremover “kun” skal indkøbe maden, bringe den hjem, tilberede den, servere den og ved et mindre barn tilbyde af made det. Det er barnet, der alene bestemmer, om det vil indtage noget!
Kan barnet selv tage ansvaret for at spise
Et raskt barn vil, selv om det er nok så stædigt, ikke sulte sig ihjel. At mærke og signalere sult er noget, allerede spædbørn kan. Det er dog ikke sikkert, at barnet har lært at forbinde ophør af sultfornemmelsen med fødeindtagelsen. Det kan tage tid, før barnet finder ud af at spise, forbinder mæthed med behag og sult med ubehag, overvinder sin berøringsangst og vænner sig til, at det selv skal tage initiativ til at spise. Afhængig af barnets alder har det brug for at få tilbudt mad, enten ved at man tilbyder at made barnet eller ved, at man stiller maden frem, så det selv kan tage for sig af maden.
For svært syge børn er der helt specielle forhold at tage hensyn til. Disse børn er i forvejen tilknyttet speciallæger og eller sygehuse og behandlingen af disse børn skal selvfølgelig foregå i et nært samarbejde med dem.
Barnet vil ofte i starten af spisetræningen ikke spise noget eller kun en smule. Det bliver måske utilpas, taber sig lidt og/eller bliver sur på forældrene. Det er ganske naturligt, at barnet reagerer på de ændrede forhold omkring måltiderne. Under spisetræningen holder man nemlig op med at nøde og presse barnet, holder op med at aflede det og belønner det ikke for at spise. For de fleste af de spisevægrende børn er det ganske store forandringer i forhold til den hverdag, de længe har levet i. Mad var før noget, der “kom” til dem, men nu skal de selv forholde sig til det og selv tage ansvar for indtagelsen (alderssvarende selvfølgelig). Den magt, børnene mister i forhold til maden, vil de ofte forsøge at genfinde andre steder. De vil f.eks. begynde at bestemme over forældrene i andre sammenhænge: Hvad forældrene skal foretage sig, hvor de skal sidde, hvad de skal have på etc. Det er derfor vigtigt, at man i alle andre henseender end lige omkring mad/måtider fortsætter med almindelig og alderssvarende opdragelse.
Den læge og sygeplejerske, som følger familien, vil sikre sig, at barnet i den periode, hvor barnet udvikler nye kompetencer og selvstændighed omkring mad og drikke, ikke lider overlast pga. for lidt føde/væske.
Forældrene bliver ofte også frustrerede. De får vendt op og ned på tidligere vaner omkring måltiderne og har ikke længere ansvaret for, hvad barnet indtager og skal derfor vænne sig af med at overvåge føde- og væskeindtaget. Mange forældre til spisevægrende børn har nøje ført skema over, hvad deres barn har indtaget. Det er ofte noget, de har tillært sig på sygehuset, og som de fortsætter med efter udskrivelsen. Denne adfærd skal stoppes og fokus rettes mod andre ting, f.eks. hvordan barnet har haft det i løbet af dagen, og hvilke rare og sjove aktiviteter forældrene har haft sammen med barnet.
I den periode, der ligger efter selve behandlingsperioden, hvor barnet tillægger sig nye kompetencer på madområdet både færdighedsmæssigt og spisemæssigt, er der stor sandsynlighed for at føde- og væskeindtaget vil være noget sparsomt og ensidigt og derfor absolut ikke lever op til de officielle anbefalinger. Dette ser man i behandlingsøjemed bort fra, da en styring af barnet på dette område vil være lig med, at man fratager barnets selvstændighed og lyst. Barnets fødeindtag vil – og skal – være lystbetonet og behovsstyret.Man kan først senere, når barnets fødeindtag har nået normale mængder for størrelse og alder, forholde sig til lødighed og variation. Er der behov for en regulering, skal denne først ske på dette tidspunkt – typisk 3 – 6 mdr. efter selve behandlingsfasens afslutning.