Hvorfor spisevægring
Hvorfor er der børn, der ikke spiser nok eller slet ikke spiser?
Tynde børn
Børn, der fra fødslen har været små, vil følge deres vægtkurve. Den kropslige konstitution er medfødt, og nogle børn er derfor tyndere end andre. Når børn ellers trives, er der ingen grund til at grund til at tro barnet har spisevægring og dermed blive bekymret.
Læs mere om dette i “Eksempler på barnets adfærd, når det er spisevægrende” Siden åbnes i et nyt vindue og er en PDF fil.
Børn, der ikke kan spise
Hos nogle spæd- og småbørn er der tydelige grunde til, at der kan være risiko for at udvikle en spisevægring. Børnene er måske født alt for tidligt eller født med en hjertefejl, der kræver operation og intensivophold som spæde.
Nogle børn er født med sygdomme, der gør, at de har svært ved at spise – f.eks. spastisk lammelse (CP), læbe/ganespalte eller mangelfuldt udviklet spiserør.
Læs mere i: “De for tidlig fødte børn og deres sarte sansesystemer“, skrevet af Connie Nissen fra www.sansemotorik.dk. Siden åbnes i et nyt vindue og er en PDF fil.
I de tilfælde som er skitseret ovenfor, kan man af hensyn til barnets udvikling og overlevelse være nødt til at anlægge en sonde, så barnet i en periode kan få den livsnødvendige mad, uden at det selv skal indtage det gennem munden. Det er selvfølgelig godt, at man har denne mulighed for at hjælpe barnet, men ved længerevarende sondeernæring kan der komme komplikationer. En af disse er, at barnet vænnes fra at have mad i munden og derfor kan blive sky for berøring og måske vil vægre sig mod at få bryst/sut/ske i munden senere, når det skal til at spise igen. Det kan også blive vænnet fra at have fornemmelse for sult og mæthed – da det under sondeernæring ofte spiser efter skema og ikke efter sult/mæthed. Børn, der ikke er vant til at have mad i munden, lærer måske at spise igen, men har ofte tendens til at foretrække mad med blød, ensartet eller flydende konsistens. Det gør igen, at barnet ikke vænner sig til uens konsistenser og ikke let udfordres med nye fødeemner.
Der kan også være forskellige mindre alvorlige grunde til, at et barn i en periode ikke spiser så meget, kaster op og måske taber sig. Det kan skyldes forkølelse, maveonde eller lign. Disse perioder med nedsat madlyst eller opkast holder normalt op, når barnet igen er rask, og barnet vil indhente det tabte.
Børn, der ikke vil at spise
Når barnet taber sig eller er spinkelt, kan det vække en angst i forældrene for, at barnet ikke spiser nok til at udvikle sig. De kan måske også blive bange for, at barnet vil dø. De vil i de tilfælde fokusere på barnets indtag af mad og de vil måske begynde at overtale og presse barnet til at spise.
Læs mere om dette i “Eksempler på forældres adfærd, når de har et spisevægrende barn“. Siden åbnes i et nyt vindue og er en PDF fil.
Men børn kan mærke, når deres forældre er anspændte og presser på for at få dem til at spise. Så hvis måltiderne bærer præg af, at det er meget vigtigt for forældrene, at barnet skal spise, og de gør en hel masse for det, får børn mindre og mindre lyst til at spise. Det bliver til en ond cirkel, hvor forældrene igen bliver mere anspændte, utålmodige og ærgerlige. Nogle børn lærer endda, at forældrene er villige til at opfylde krav for at få dem til at spise.
Oplevelsen af ikke at kunne brødføde sit barn vækker stærke følelser i forældrene:
- Bekymring for barnet
- krænkelse over at blive afvist
- angst for det næste måltid
- vrede over at det skal være sådan og over at barnet ikke vil give sig.
Forældrene bliver ofte usikre i deres forældreroller, noget der forstærkes af omgivelserne, som kommer med forskellige gode råd og undren over, at det er et problem at få barnet til at spise.
Forebyggelse kontra behandling
Det er bedre at forbygge end at behandle, og en tidlig indsats er bedre end en sen indsats!
I de tilfælde, hvor barnet er meget sygt, kan man selvfølgelig være nødt til at vente på, at barnet får det bedre, før man kan tage sig af spisevægringsproblemerne. I alle andre tilfælde er det vigtigt at gøre noget ved problemerne, så snart de opstår. Jo kortere tid barnet har været spisevægrende, og jo yngre det er, jo lettere er det at overkomme problemerne. Man vil efter al sandsynlighed kunne undgå nogle af de mere komplicerede problemstillinger, hvis man med det samme spisevægringsproblemet er erkendt, bruger kræfter på at finde årsagen, og derefter gør noget aktivt for at få det til at forsvinde igen, frem for at afvente og håbe, at det går væk af sig selv. Dette gælder selvfølgelig ikke for de ganske få børn, der pga. sygdom slet ikke kan spise.
En del af de mindre børn, der styrer familien med hård hånd med småtspiseri og kræsenhed, er faktisk spisevægrende, men bare i så mild en grad, at det ikke diagnosticeres.
Grazer-modellens behandlingsprincipper kan anvendes til alle sværhedsgrader af spisevægring – fra kræsen/småtspisende til slet ikke spisende (og derfor fuldt sondeernæret) og kan også anvendes forebyggende til raske børn.
Indlagt kontra ambulant
Skal behandlingen foregå hjemme med tæt kontakt til et ambulatorium eller under indlæggelse på sygehus? Børn/familier med komplekse problemstillinger vil man bedst kunne behandle på et sygehus under en del- eller heldøgnsindlæggelse af nogle ugers varighed. Børn/familier med mindre komplekse problemstillinger vil muligvis kunne behandles i hjemlige omgivelser, men med en kraftig opbakning og tilknytning til ambulatoriet.