Thomas
Thomas er en 2½ år gammel dreng med downs syndrome fra England, der har levet med en ernæringssonde indtil opholdet på klinikken i Graz.
Efter hjemkomsten lavede forældre et indlæg omkring deres oplevelse:
(Denne tekst er hentet fra www.kinderpsychosomatik.at/home/health/feedback/parents-report.de.php og
oversat til dansk)
Thomas ankom til hjemmet uden problemer og var glad for at være tilbage hos sin søster og sit legetøj.
Hjemmesygeplejersken kom hjem til os om fredagen for at veje ham. Vægten viste 9,69 kg. Toms
fødeindtagelse denne uge er gennemsnitligt på 400 kcals. På gode dage spiser Tom 500 kcals, på dårlige
dage på 300 kcals. Kevin og jeg forbliver rolige og glade og tilfører maden fløde og smør, når vi kan og tager
tingene i Thomas´ tempo. Hans indtag af mælk og vand bliver ved med at stige, gennemsnitligt 100 ml pr.
dag. Han spytter noget mad ud, men ikke i mængder de har betydning for hans spisen.
Som vi lovede, følger her en kort historie om Thomas´ oplevelser, som i kan sætte på hjemmesiden:
”Hej, mit navn er Thomas og jeg er 2 ½ år gammel. Jeg bor i Yorkshire, England sammen med min søster,
mor, far, to katte og 2 guldfisk. Jeg blev født med Downs syndrom og et stort hul i mit hjerte og jeg har siden
fødslen levet med en sonde, som blev puttet ind i min næse og ført ned i min mave.
Jeg ville gerne spise som andre drenge og piger, så min far og mor fik arrangeret med hospitalet i Graz, at
jeg kunne komme og besøge alle sygeplejerskerne, lægerne og terapeuterne, så de kunne hjælpe mig med
at komme af med min sonde og begynde at spise ligesom mor og far.
Vi fløj til Graz og boede på et hotel i nærheden af hospitalet. Vi gik til hospitalet hverdag, forbi en legeplads
hvor jeg gyngede på gyngerne. Jeg så hver dag mange mennesker: En talepædagog som masserede mit
ansigt og min mund og som hjalp mig med at synke, en ergoterapeut som jeg legede mange lege med og
som gjorde, at min tid i Graz var sjov. Jeg legede meget med mad, vi havde endda en speciel madleg hver
dag, hvor jeg blev rigtigt beskidt og havde det sjovt, når jeg rørte ved og smagte på mange forskellige slags
mad. Imens blev mængden af sondemad reduceret og på 4. dagen fjernede de sonden og på 5. dagen
besluttede jeg mig for, at jeg ville spise. Jeg har spist lige siden og jeg drikker også mælk og vand. Nu er jeg
ligesom andre drenge og piger takket være professor Dunitz-Scheer og hele hendes team.